Hvor er tiden som tar os

Tiden er nu snart til at vi skal videre fra Lima. Tiden her har for mig været en skøn tid med mange gode oplevelser. Men samtidig med alt det gode har der stadig været en frustration over ikke at have nok arbejde herovre.

Vi troede vi havde fundet et sted at supplere arbejdet på Arie, men da fik vi os lidt af et chok. Da vi var der for at kigge hørte vi kun positive meninger omkring at få en ekstra hjælpende hånd. Både fra en psykolog og en nonne der var på stedet. Men piben fik en anden lyd da Consuelo og jeg tog ind for at snakke med koordinatoren eller over nonnen, som man vidst også kan kalde hende. Alt her gik også fint i starten indtil spørgsmålet om min tro blev bragt op. Efter kun fandt ud af at man ikke er katolikker i Danmark havde de pludseligt rigeligt med hjælp på stedet. Ja ja, hvad giver i mig. En diskriminerende nonne. Ja så har man også prøvet det. Så det blev altså ikke til noget.

Vi søger stadig selvom tiden mere eller mindre er rendt ud. Så er det godt for mig at de tre dage i ugen, hvor jeg har noget er noget jeg er blevet uroligt glad for og kommer til at savne de skønne unger. Selv om man kan risikere at blive bidt, sparket,kradset eller slået så her de godt nok nogle herlige skabninger.

Oplevelser har vi også haft. Consuelos fødselsdag har vi fejret og i gave gav vi hende en billet til Oasis koncert på det olympiske stadion, hvor vi skal med. :)

Pachacamac ruinerne så vi i weekenden. Fantastisk at de har kunnet bygge disse bygninger og så uden at kende til hjulet. Det skal de virkelig have, det er godt gået. Vi fik historien omkring denne samling ruiner da vi havde hyret os en guide der fortalte om ofringerne i soltemplet og hvor kvinderne boede inden de blev ofret ved et slag i hovedet eller kvælning.

Chosica holdte vi en skøn påskeferie i. En by i bjergene, hvor vi tog op for at campere. Så skønt var det at komme væk fra alt larmen og støvet i V.E.S og indsnuse den rene bjergluft.
Vi tog ind til byen og spiste de to aftner og ellers hyggede vi med at se den mini zoo der var på stedet og floden der løb ved bjergene. Så fredeligt og så smukt. Så skønt.
På påskeferien fik Ann-Kathrine og jeg også prøvet at spise cuy (marsvin) og det var altså ikke lige det aller bedste. Måske forventningerne til det lille dyr var for store, men så godt smagte det nu engang ikke. Men nu kunne jeg krydse endnu en ting af listen af hvad man blev nødt til at prøve.

På vej tilbage til campingpladsen så vi også korstog af katolikker der fejrede påsken. En mand forrest med et stort hvidt kors og en masser mennesker efter ham med fakler. Helt underligt for os at se for sådan har jeg aldrig set påske blive fejret før.

I sidste uge døde min tidligere spansklæreres kone. Lidt af en tragedie når hun var forholdsvis ung, ikke fejlede noget og var gravid i 5 måned. Så der donerede jeg nogle penge til begravelsen som jeg også deltog i. Endnu en anderledes oplevelse, hvor man bla. Klapper til begravelsen og bærer kisten rundt i nabolaget for at den afdøde kan sige et sidste farvel.
Underligt bliver det at forlade V.E.S og ved slet ikke hvor tiden er løbet hen. Kommer til at savne familien her og de mennesker man har lært at kende. Og har fået skabt sig en hverdag.

Turen går først mod nord til Ecuador og derefter til det sydlige Peru og Junglen hvor vi også skal ud og arbejde. Bliver spændende og glæder mig helt sikkert. Nye mennesker og nye oplevelser der kun venter på os

Nyd livet så længe du har det for du lever kun en gang.