Arbejdet på Arie blev jeg hurtigt utroligt glad for. I starten var vi rent faktisk to volontører på stedet. En kvinde fra Alaska og jo så mig som den nyankomne.
De første tre uger var vi ca. 4 personer til ti børn, hvilket næsten var en for mange, men efter Paulina rejste hjem igen kunne man mærke at ti unger med så meget krudt i numsen virkelg kan køre en træt de timer man er der. Efter Paulina rejste "overtog" jeg den gule gruppe.
Den gule gruppe er de yngste, men den største gruppe med 6 børn. Børnene går i gruppe terapi og terapeuterne har deres hyr med at få ungerne til at sidde sille og vente på at det bliver deres tur. Jeg følger som sagt den gule gruppe og er især glad for a følge dem til den fysiske terapi.
Her er der rigeligt at lave. Hjælper Wiliam (deres terapeut) med de forskellige øvelser, hvor man hurtigt kan mærke at det går meget hurtigere at være to end en.
I "ventetiden" til det er deres tur terper jeg farver og små ord med dem. Så sidder de i det mindste nogenlunde stille. Og super fedt er det når de rent faktisk begynder at prøve at ville sige ord. Nogle af dem vil mere eller mindre kun forsøge at sige ord når de er hos mig og det er da helt sikkert fedt. Er rart at mærke at der er lidt udvikling når en af dem der har sprog, men aldrig siger noget pludselig kommer hen til en, kigger på en og siger " te quiero" (en form af jeg elsker dig) så kan man helt sikkert ikke lade være med at finde det helt store smil frem og tænke nååårh.. (det samme kunne terapeuten heller ikke. det store smil kom frem og han bekræftede mig i at jeg havde hørt rigtigt.)
Når man er på stedet som frivillig som jeg har man også bedre tid til at lege med dem som der ellers ikke bliver gjort med dem med terapeuterne. Så når jeg er alene med dem står den på sjov og ballade og de elsker det. Er super rart når de skriger af grin og falder en om halsen i et kæmpe knus.
To eller tre af børnene har lært at sige Sussie, hvilket også er super fedt. Ellers kan nogle stykker af dem som jeg er mest sammen med finde på at kalde mig mami eller mama. En sjov ting, men viser at de kan lide en når de ellers aldrig siger andet end lyde.
Vidste ikke at børn kunne give en så meget som de nu engan har. Kommer til at savne de unger helt enormt. Har kun 4 eller 5 gange tilbage på stedet og det er helt sikkert noget der skal nydes i fulde drag.
søndag den 26. april 2009
mandag den 20. april 2009
Hvor er tiden som tar os
Tiden er nu snart til at vi skal videre fra Lima. Tiden her har for mig været en skøn tid med mange gode oplevelser. Men samtidig med alt det gode har der stadig været en frustration over ikke at have nok arbejde herovre.
Vi troede vi havde fundet et sted at supplere arbejdet på Arie, men da fik vi os lidt af et chok. Da vi var der for at kigge hørte vi kun positive meninger omkring at få en ekstra hjælpende hånd. Både fra en psykolog og en nonne der var på stedet. Men piben fik en anden lyd da Consuelo og jeg tog ind for at snakke med koordinatoren eller over nonnen, som man vidst også kan kalde hende. Alt her gik også fint i starten indtil spørgsmålet om min tro blev bragt op. Efter kun fandt ud af at man ikke er katolikker i Danmark havde de pludseligt rigeligt med hjælp på stedet. Ja ja, hvad giver i mig. En diskriminerende nonne. Ja så har man også prøvet det. Så det blev altså ikke til noget.
Vi søger stadig selvom tiden mere eller mindre er rendt ud. Så er det godt for mig at de tre dage i ugen, hvor jeg har noget er noget jeg er blevet uroligt glad for og kommer til at savne de skønne unger. Selv om man kan risikere at blive bidt, sparket,kradset eller slået så her de godt nok nogle herlige skabninger.
Oplevelser har vi også haft. Consuelos fødselsdag har vi fejret og i gave gav vi hende en billet til Oasis koncert på det olympiske stadion, hvor vi skal med. :)
Pachacamac ruinerne så vi i weekenden. Fantastisk at de har kunnet bygge disse bygninger og så uden at kende til hjulet. Det skal de virkelig have, det er godt gået. Vi fik historien omkring denne samling ruiner da vi havde hyret os en guide der fortalte om ofringerne i soltemplet og hvor kvinderne boede inden de blev ofret ved et slag i hovedet eller kvælning.
Chosica holdte vi en skøn påskeferie i. En by i bjergene, hvor vi tog op for at campere. Så skønt var det at komme væk fra alt larmen og støvet i V.E.S og indsnuse den rene bjergluft.
Vi tog ind til byen og spiste de to aftner og ellers hyggede vi med at se den mini zoo der var på stedet og floden der løb ved bjergene. Så fredeligt og så smukt. Så skønt.
På påskeferien fik Ann-Kathrine og jeg også prøvet at spise cuy (marsvin) og det var altså ikke lige det aller bedste. Måske forventningerne til det lille dyr var for store, men så godt smagte det nu engang ikke. Men nu kunne jeg krydse endnu en ting af listen af hvad man blev nødt til at prøve.
På vej tilbage til campingpladsen så vi også korstog af katolikker der fejrede påsken. En mand forrest med et stort hvidt kors og en masser mennesker efter ham med fakler. Helt underligt for os at se for sådan har jeg aldrig set påske blive fejret før.
I sidste uge døde min tidligere spansklæreres kone. Lidt af en tragedie når hun var forholdsvis ung, ikke fejlede noget og var gravid i 5 måned. Så der donerede jeg nogle penge til begravelsen som jeg også deltog i. Endnu en anderledes oplevelse, hvor man bla. Klapper til begravelsen og bærer kisten rundt i nabolaget for at den afdøde kan sige et sidste farvel.
Underligt bliver det at forlade V.E.S og ved slet ikke hvor tiden er løbet hen. Kommer til at savne familien her og de mennesker man har lært at kende. Og har fået skabt sig en hverdag.
Turen går først mod nord til Ecuador og derefter til det sydlige Peru og Junglen hvor vi også skal ud og arbejde. Bliver spændende og glæder mig helt sikkert. Nye mennesker og nye oplevelser der kun venter på os
Nyd livet så længe du har det for du lever kun en gang.
Vi troede vi havde fundet et sted at supplere arbejdet på Arie, men da fik vi os lidt af et chok. Da vi var der for at kigge hørte vi kun positive meninger omkring at få en ekstra hjælpende hånd. Både fra en psykolog og en nonne der var på stedet. Men piben fik en anden lyd da Consuelo og jeg tog ind for at snakke med koordinatoren eller over nonnen, som man vidst også kan kalde hende. Alt her gik også fint i starten indtil spørgsmålet om min tro blev bragt op. Efter kun fandt ud af at man ikke er katolikker i Danmark havde de pludseligt rigeligt med hjælp på stedet. Ja ja, hvad giver i mig. En diskriminerende nonne. Ja så har man også prøvet det. Så det blev altså ikke til noget.
Vi søger stadig selvom tiden mere eller mindre er rendt ud. Så er det godt for mig at de tre dage i ugen, hvor jeg har noget er noget jeg er blevet uroligt glad for og kommer til at savne de skønne unger. Selv om man kan risikere at blive bidt, sparket,kradset eller slået så her de godt nok nogle herlige skabninger.
Oplevelser har vi også haft. Consuelos fødselsdag har vi fejret og i gave gav vi hende en billet til Oasis koncert på det olympiske stadion, hvor vi skal med. :)
Pachacamac ruinerne så vi i weekenden. Fantastisk at de har kunnet bygge disse bygninger og så uden at kende til hjulet. Det skal de virkelig have, det er godt gået. Vi fik historien omkring denne samling ruiner da vi havde hyret os en guide der fortalte om ofringerne i soltemplet og hvor kvinderne boede inden de blev ofret ved et slag i hovedet eller kvælning.
Chosica holdte vi en skøn påskeferie i. En by i bjergene, hvor vi tog op for at campere. Så skønt var det at komme væk fra alt larmen og støvet i V.E.S og indsnuse den rene bjergluft.
Vi tog ind til byen og spiste de to aftner og ellers hyggede vi med at se den mini zoo der var på stedet og floden der løb ved bjergene. Så fredeligt og så smukt. Så skønt.
På påskeferien fik Ann-Kathrine og jeg også prøvet at spise cuy (marsvin) og det var altså ikke lige det aller bedste. Måske forventningerne til det lille dyr var for store, men så godt smagte det nu engang ikke. Men nu kunne jeg krydse endnu en ting af listen af hvad man blev nødt til at prøve.
På vej tilbage til campingpladsen så vi også korstog af katolikker der fejrede påsken. En mand forrest med et stort hvidt kors og en masser mennesker efter ham med fakler. Helt underligt for os at se for sådan har jeg aldrig set påske blive fejret før.
I sidste uge døde min tidligere spansklæreres kone. Lidt af en tragedie når hun var forholdsvis ung, ikke fejlede noget og var gravid i 5 måned. Så der donerede jeg nogle penge til begravelsen som jeg også deltog i. Endnu en anderledes oplevelse, hvor man bla. Klapper til begravelsen og bærer kisten rundt i nabolaget for at den afdøde kan sige et sidste farvel.
Underligt bliver det at forlade V.E.S og ved slet ikke hvor tiden er løbet hen. Kommer til at savne familien her og de mennesker man har lært at kende. Og har fået skabt sig en hverdag.
Turen går først mod nord til Ecuador og derefter til det sydlige Peru og Junglen hvor vi også skal ud og arbejde. Bliver spændende og glæder mig helt sikkert. Nye mennesker og nye oplevelser der kun venter på os
Nyd livet så længe du har det for du lever kun en gang.
Abonner på:
Opslag (Atom)
