Lige et lille resume.
D. 31/4 var til Oasis koncert på det Olympiske stadion i Lima. En rigtig hyggelig aften med dejlige mennesker :)
D. 2/6 Trode jeg bare jeg skulle slappe af og tåge lidt rund i hset, men nej. Lå på min seng med åben vindue og halv sov da der pludselig kom en halv underlig lugt, larm fra gaden og der blev kastet sten på taget lige uden for vinduet. Halv sovende stod jeg op og tænkte at der ikke skulle kastes sten ind i værelset så jeg lukkede vinduet. Da jeg så kiggede ud stod der en tyk tåge af røg op og knne nu høre at medlemmer af familien råbte mit navn udefra. Da måtte jeg jo så halv søvndrukken rende ned af trapperne i natbukser og ud af huset. Da jeg trådte ud af døren var det noget af en forsamling der stod rundt omkring huset. Mere end 100 mennesker stod og gloede og da jeg kiggede op så jeg at der var brand i Chifa den kinesiske restaurant der hører med til huset.
Brødrene af huset var dukket op og de rendte op på vores værelse for at heælde vand ud af vinduet da branden var lige under vore værelse. Søsteren til Consuelo råbte og græd og det samme gjorde hendes datter mens moren mere eller mindre farede rundt.
Jeg måtte op på vores værelse for at hente computere, mobiler osv ned. for bagefter at gå ud på gaden igen. En ung mand havde bevæget sig op på taget og slået dette i stykker og i samme øjeblik stod der en stor flamme op. Pludselig kunne man også høre noget af taget falde ned inde i huset, hvor brødrene befandt sig, hvor den enes kone kom med et hysterisk skrig og rendte ind i huset.
Da brandmændene endelig kom fram efter et kvarter 20 minutter var branden slukket. Lige da det hele mere eller mindre var forbi "besvimede" mami og blev kørt på sygehuset. Det hele endte mere eller mindre godt da ingen kom slemt tilskade.
Da branden var slut kunne vi så gå i gang med at rydde op i huset. Fjerne tagstykker og få vasket gulv osv osv efter alt den os der havde været.
tirsdag den 19. maj 2009
søndag den 26. april 2009
Arbejdet på Arie
Arbejdet på Arie blev jeg hurtigt utroligt glad for. I starten var vi rent faktisk to volontører på stedet. En kvinde fra Alaska og jo så mig som den nyankomne.
De første tre uger var vi ca. 4 personer til ti børn, hvilket næsten var en for mange, men efter Paulina rejste hjem igen kunne man mærke at ti unger med så meget krudt i numsen virkelg kan køre en træt de timer man er der. Efter Paulina rejste "overtog" jeg den gule gruppe.
Den gule gruppe er de yngste, men den største gruppe med 6 børn. Børnene går i gruppe terapi og terapeuterne har deres hyr med at få ungerne til at sidde sille og vente på at det bliver deres tur. Jeg følger som sagt den gule gruppe og er især glad for a følge dem til den fysiske terapi.
Her er der rigeligt at lave. Hjælper Wiliam (deres terapeut) med de forskellige øvelser, hvor man hurtigt kan mærke at det går meget hurtigere at være to end en.
I "ventetiden" til det er deres tur terper jeg farver og små ord med dem. Så sidder de i det mindste nogenlunde stille. Og super fedt er det når de rent faktisk begynder at prøve at ville sige ord. Nogle af dem vil mere eller mindre kun forsøge at sige ord når de er hos mig og det er da helt sikkert fedt. Er rart at mærke at der er lidt udvikling når en af dem der har sprog, men aldrig siger noget pludselig kommer hen til en, kigger på en og siger " te quiero" (en form af jeg elsker dig) så kan man helt sikkert ikke lade være med at finde det helt store smil frem og tænke nååårh.. (det samme kunne terapeuten heller ikke. det store smil kom frem og han bekræftede mig i at jeg havde hørt rigtigt.)
Når man er på stedet som frivillig som jeg har man også bedre tid til at lege med dem som der ellers ikke bliver gjort med dem med terapeuterne. Så når jeg er alene med dem står den på sjov og ballade og de elsker det. Er super rart når de skriger af grin og falder en om halsen i et kæmpe knus.
To eller tre af børnene har lært at sige Sussie, hvilket også er super fedt. Ellers kan nogle stykker af dem som jeg er mest sammen med finde på at kalde mig mami eller mama. En sjov ting, men viser at de kan lide en når de ellers aldrig siger andet end lyde.
Vidste ikke at børn kunne give en så meget som de nu engan har. Kommer til at savne de unger helt enormt. Har kun 4 eller 5 gange tilbage på stedet og det er helt sikkert noget der skal nydes i fulde drag.
De første tre uger var vi ca. 4 personer til ti børn, hvilket næsten var en for mange, men efter Paulina rejste hjem igen kunne man mærke at ti unger med så meget krudt i numsen virkelg kan køre en træt de timer man er der. Efter Paulina rejste "overtog" jeg den gule gruppe.
Den gule gruppe er de yngste, men den største gruppe med 6 børn. Børnene går i gruppe terapi og terapeuterne har deres hyr med at få ungerne til at sidde sille og vente på at det bliver deres tur. Jeg følger som sagt den gule gruppe og er især glad for a følge dem til den fysiske terapi.
Her er der rigeligt at lave. Hjælper Wiliam (deres terapeut) med de forskellige øvelser, hvor man hurtigt kan mærke at det går meget hurtigere at være to end en.
I "ventetiden" til det er deres tur terper jeg farver og små ord med dem. Så sidder de i det mindste nogenlunde stille. Og super fedt er det når de rent faktisk begynder at prøve at ville sige ord. Nogle af dem vil mere eller mindre kun forsøge at sige ord når de er hos mig og det er da helt sikkert fedt. Er rart at mærke at der er lidt udvikling når en af dem der har sprog, men aldrig siger noget pludselig kommer hen til en, kigger på en og siger " te quiero" (en form af jeg elsker dig) så kan man helt sikkert ikke lade være med at finde det helt store smil frem og tænke nååårh.. (det samme kunne terapeuten heller ikke. det store smil kom frem og han bekræftede mig i at jeg havde hørt rigtigt.)
Når man er på stedet som frivillig som jeg har man også bedre tid til at lege med dem som der ellers ikke bliver gjort med dem med terapeuterne. Så når jeg er alene med dem står den på sjov og ballade og de elsker det. Er super rart når de skriger af grin og falder en om halsen i et kæmpe knus.
To eller tre af børnene har lært at sige Sussie, hvilket også er super fedt. Ellers kan nogle stykker af dem som jeg er mest sammen med finde på at kalde mig mami eller mama. En sjov ting, men viser at de kan lide en når de ellers aldrig siger andet end lyde.
Vidste ikke at børn kunne give en så meget som de nu engan har. Kommer til at savne de unger helt enormt. Har kun 4 eller 5 gange tilbage på stedet og det er helt sikkert noget der skal nydes i fulde drag.
mandag den 20. april 2009
Hvor er tiden som tar os
Tiden er nu snart til at vi skal videre fra Lima. Tiden her har for mig været en skøn tid med mange gode oplevelser. Men samtidig med alt det gode har der stadig været en frustration over ikke at have nok arbejde herovre.
Vi troede vi havde fundet et sted at supplere arbejdet på Arie, men da fik vi os lidt af et chok. Da vi var der for at kigge hørte vi kun positive meninger omkring at få en ekstra hjælpende hånd. Både fra en psykolog og en nonne der var på stedet. Men piben fik en anden lyd da Consuelo og jeg tog ind for at snakke med koordinatoren eller over nonnen, som man vidst også kan kalde hende. Alt her gik også fint i starten indtil spørgsmålet om min tro blev bragt op. Efter kun fandt ud af at man ikke er katolikker i Danmark havde de pludseligt rigeligt med hjælp på stedet. Ja ja, hvad giver i mig. En diskriminerende nonne. Ja så har man også prøvet det. Så det blev altså ikke til noget.
Vi søger stadig selvom tiden mere eller mindre er rendt ud. Så er det godt for mig at de tre dage i ugen, hvor jeg har noget er noget jeg er blevet uroligt glad for og kommer til at savne de skønne unger. Selv om man kan risikere at blive bidt, sparket,kradset eller slået så her de godt nok nogle herlige skabninger.
Oplevelser har vi også haft. Consuelos fødselsdag har vi fejret og i gave gav vi hende en billet til Oasis koncert på det olympiske stadion, hvor vi skal med. :)
Pachacamac ruinerne så vi i weekenden. Fantastisk at de har kunnet bygge disse bygninger og så uden at kende til hjulet. Det skal de virkelig have, det er godt gået. Vi fik historien omkring denne samling ruiner da vi havde hyret os en guide der fortalte om ofringerne i soltemplet og hvor kvinderne boede inden de blev ofret ved et slag i hovedet eller kvælning.
Chosica holdte vi en skøn påskeferie i. En by i bjergene, hvor vi tog op for at campere. Så skønt var det at komme væk fra alt larmen og støvet i V.E.S og indsnuse den rene bjergluft.
Vi tog ind til byen og spiste de to aftner og ellers hyggede vi med at se den mini zoo der var på stedet og floden der løb ved bjergene. Så fredeligt og så smukt. Så skønt.
På påskeferien fik Ann-Kathrine og jeg også prøvet at spise cuy (marsvin) og det var altså ikke lige det aller bedste. Måske forventningerne til det lille dyr var for store, men så godt smagte det nu engang ikke. Men nu kunne jeg krydse endnu en ting af listen af hvad man blev nødt til at prøve.
På vej tilbage til campingpladsen så vi også korstog af katolikker der fejrede påsken. En mand forrest med et stort hvidt kors og en masser mennesker efter ham med fakler. Helt underligt for os at se for sådan har jeg aldrig set påske blive fejret før.
I sidste uge døde min tidligere spansklæreres kone. Lidt af en tragedie når hun var forholdsvis ung, ikke fejlede noget og var gravid i 5 måned. Så der donerede jeg nogle penge til begravelsen som jeg også deltog i. Endnu en anderledes oplevelse, hvor man bla. Klapper til begravelsen og bærer kisten rundt i nabolaget for at den afdøde kan sige et sidste farvel.
Underligt bliver det at forlade V.E.S og ved slet ikke hvor tiden er løbet hen. Kommer til at savne familien her og de mennesker man har lært at kende. Og har fået skabt sig en hverdag.
Turen går først mod nord til Ecuador og derefter til det sydlige Peru og Junglen hvor vi også skal ud og arbejde. Bliver spændende og glæder mig helt sikkert. Nye mennesker og nye oplevelser der kun venter på os
Nyd livet så længe du har det for du lever kun en gang.
Vi troede vi havde fundet et sted at supplere arbejdet på Arie, men da fik vi os lidt af et chok. Da vi var der for at kigge hørte vi kun positive meninger omkring at få en ekstra hjælpende hånd. Både fra en psykolog og en nonne der var på stedet. Men piben fik en anden lyd da Consuelo og jeg tog ind for at snakke med koordinatoren eller over nonnen, som man vidst også kan kalde hende. Alt her gik også fint i starten indtil spørgsmålet om min tro blev bragt op. Efter kun fandt ud af at man ikke er katolikker i Danmark havde de pludseligt rigeligt med hjælp på stedet. Ja ja, hvad giver i mig. En diskriminerende nonne. Ja så har man også prøvet det. Så det blev altså ikke til noget.
Vi søger stadig selvom tiden mere eller mindre er rendt ud. Så er det godt for mig at de tre dage i ugen, hvor jeg har noget er noget jeg er blevet uroligt glad for og kommer til at savne de skønne unger. Selv om man kan risikere at blive bidt, sparket,kradset eller slået så her de godt nok nogle herlige skabninger.
Oplevelser har vi også haft. Consuelos fødselsdag har vi fejret og i gave gav vi hende en billet til Oasis koncert på det olympiske stadion, hvor vi skal med. :)
Pachacamac ruinerne så vi i weekenden. Fantastisk at de har kunnet bygge disse bygninger og så uden at kende til hjulet. Det skal de virkelig have, det er godt gået. Vi fik historien omkring denne samling ruiner da vi havde hyret os en guide der fortalte om ofringerne i soltemplet og hvor kvinderne boede inden de blev ofret ved et slag i hovedet eller kvælning.
Chosica holdte vi en skøn påskeferie i. En by i bjergene, hvor vi tog op for at campere. Så skønt var det at komme væk fra alt larmen og støvet i V.E.S og indsnuse den rene bjergluft.
Vi tog ind til byen og spiste de to aftner og ellers hyggede vi med at se den mini zoo der var på stedet og floden der løb ved bjergene. Så fredeligt og så smukt. Så skønt.
På påskeferien fik Ann-Kathrine og jeg også prøvet at spise cuy (marsvin) og det var altså ikke lige det aller bedste. Måske forventningerne til det lille dyr var for store, men så godt smagte det nu engang ikke. Men nu kunne jeg krydse endnu en ting af listen af hvad man blev nødt til at prøve.
På vej tilbage til campingpladsen så vi også korstog af katolikker der fejrede påsken. En mand forrest med et stort hvidt kors og en masser mennesker efter ham med fakler. Helt underligt for os at se for sådan har jeg aldrig set påske blive fejret før.
I sidste uge døde min tidligere spansklæreres kone. Lidt af en tragedie når hun var forholdsvis ung, ikke fejlede noget og var gravid i 5 måned. Så der donerede jeg nogle penge til begravelsen som jeg også deltog i. Endnu en anderledes oplevelse, hvor man bla. Klapper til begravelsen og bærer kisten rundt i nabolaget for at den afdøde kan sige et sidste farvel.
Underligt bliver det at forlade V.E.S og ved slet ikke hvor tiden er løbet hen. Kommer til at savne familien her og de mennesker man har lært at kende. Og har fået skabt sig en hverdag.
Turen går først mod nord til Ecuador og derefter til det sydlige Peru og Junglen hvor vi også skal ud og arbejde. Bliver spændende og glæder mig helt sikkert. Nye mennesker og nye oplevelser der kun venter på os
Nyd livet så længe du har det for du lever kun en gang.
tirsdag den 31. marts 2009
Tankestrøm
Langt væk fra Danmark. En rejse mod sydvest til et helt andet land en hel anden kultur. Menneskene her er venlige, men samtidig også så langt fra det man kender og er vant til. Dytten, fløjten, råben og piften efter udlændinge piger er så langt fra det danske. Det er vildt provokerende og man bliver ret så irriteret. Hvorfor kan man ikke bare få lov til at gå i fred? Hvorfor betyder hårfarve og hudfarve så meget?
Man savner de små ting i hverdagen. Rugbrød er klassikeren. Rugbrød med leverpostej, champignon og bacon. Den dejlige brune sovs som mor laver den og en omgang flæskesteg ville bestemt heller ikke være dårligt. Dansk lakrids og vingummi og ikke alle i småkagelignende kiks/kager de har overalt her. Savner at mærke græsset mellem tæerne og ikke indhalere alt det støv der fyger om en konstant. En stor blød sofa at slænge sig i med en go film (på det sprog den er lavet!) og rigtig hygge med dansk slik og chips. Sin egen seng med den store dyne og bare putte.
Noget så simpelt at kører bil. Kan man mon overhovedet finde ud af det igen efter opholdet. Den frihed det er bare at sætte sig ind i en bil og bare kører af sted. Men på den anden side vil jeg under ingen omstændigheder sætte mig ind på førersædet af en bil her, vor folk kører så forfærdeligt og vejene er så ringe så man skulle tro det var løgn. Det slår endda vores grusvej op til gården derhjemme!
Savner vinteren i Danmark og sidde og hygge med brændeovnen tændt under dynen eller et tæppe.
Men, men, men, vil for intet i verden å glip af denne oplevelse jeg er i øjeblikket. Familien her er skøn og man kunne ikke ønske sig det bedre. Man føler sig virkelig som et familie medlem når man sidder og hjælper Ariana med sine lektier, lærer hende at spille fisk eller ligge kabale.
Når man som ”familie” tager på tur og spiser ude alle sammen sammen, hvor der er liv og glade dage. Spiser sammen til frokost hvor samtalen lystigt går.
Mandag til fredag er efterhånden blevet hverdag som vi kender det fra Danmark med daglige gøremål. Så mange steder man endnu ikke har set af et land der byder på så mange muligheder.
Er vild med klimaet selvom det kan blive ret så varmt. Vi har fået os en lille omkreds som vi tager i byen og hygger med. Alt er bare faldet i hak selvom der er stadig er en sprog barrierer. Syden er lige mig og lige pt. Kan jeg slet ikke forestille mig et liv i Danmark igen. Tankerne flyver allerede rundt om at tage udenlands for at studere et halvt eller helt år. Selvom her er fattigt kunne man ikke ønske sig andet.
Helt sikkert er det at det bliver svært at forlade dette sted igen. Har slet ikke lyst til at tænke på det, selvom der selvfølgelig er folk der trækker derhjemme. Når man er så langt væk finder man rigtigt ud af hvad det egentlig er man har derhjemme.
Landet er stadig ikke udforsket nok og kan aldrig blive udforsket helt. Har fire måneder tilbage og det lyder af lang tid, men en måned er allerede fløjet af sted. Hvordan vil det så ikke gå med resten?
Nå, men ikke mere for nu. Bare en lille tankestrøm.
Man savner de små ting i hverdagen. Rugbrød er klassikeren. Rugbrød med leverpostej, champignon og bacon. Den dejlige brune sovs som mor laver den og en omgang flæskesteg ville bestemt heller ikke være dårligt. Dansk lakrids og vingummi og ikke alle i småkagelignende kiks/kager de har overalt her. Savner at mærke græsset mellem tæerne og ikke indhalere alt det støv der fyger om en konstant. En stor blød sofa at slænge sig i med en go film (på det sprog den er lavet!) og rigtig hygge med dansk slik og chips. Sin egen seng med den store dyne og bare putte.
Noget så simpelt at kører bil. Kan man mon overhovedet finde ud af det igen efter opholdet. Den frihed det er bare at sætte sig ind i en bil og bare kører af sted. Men på den anden side vil jeg under ingen omstændigheder sætte mig ind på førersædet af en bil her, vor folk kører så forfærdeligt og vejene er så ringe så man skulle tro det var løgn. Det slår endda vores grusvej op til gården derhjemme!
Savner vinteren i Danmark og sidde og hygge med brændeovnen tændt under dynen eller et tæppe.
Men, men, men, vil for intet i verden å glip af denne oplevelse jeg er i øjeblikket. Familien her er skøn og man kunne ikke ønske sig det bedre. Man føler sig virkelig som et familie medlem når man sidder og hjælper Ariana med sine lektier, lærer hende at spille fisk eller ligge kabale.
Når man som ”familie” tager på tur og spiser ude alle sammen sammen, hvor der er liv og glade dage. Spiser sammen til frokost hvor samtalen lystigt går.
Mandag til fredag er efterhånden blevet hverdag som vi kender det fra Danmark med daglige gøremål. Så mange steder man endnu ikke har set af et land der byder på så mange muligheder.
Er vild med klimaet selvom det kan blive ret så varmt. Vi har fået os en lille omkreds som vi tager i byen og hygger med. Alt er bare faldet i hak selvom der er stadig er en sprog barrierer. Syden er lige mig og lige pt. Kan jeg slet ikke forestille mig et liv i Danmark igen. Tankerne flyver allerede rundt om at tage udenlands for at studere et halvt eller helt år. Selvom her er fattigt kunne man ikke ønske sig andet.
Helt sikkert er det at det bliver svært at forlade dette sted igen. Har slet ikke lyst til at tænke på det, selvom der selvfølgelig er folk der trækker derhjemme. Når man er så langt væk finder man rigtigt ud af hvad det egentlig er man har derhjemme.
Landet er stadig ikke udforsket nok og kan aldrig blive udforsket helt. Har fire måneder tilbage og det lyder af lang tid, men en måned er allerede fløjet af sted. Hvordan vil det så ikke gå med resten?
Nå, men ikke mere for nu. Bare en lille tankestrøm.
En på opleveren
Over en måned er nu gået og ved slet ikke hvor dagene bliver af. Tiden flyver bare af sted og er helt bange for at jeg slet ikke når at nyde det ordentligt. Nye indtryk får vi hele tiden og synes at vi farer af sted hele tiden. Jeg vil prøve at ridse op hvad vi har fået set.
Nationalmuseet. En kæmpe bygning med masser af kunst af forskellig art. Kun i det første rum var der oversættelse til engelsk, hvilket der nok også burde have været i de følgende rum. Men det var nu meget spændende anyway.
Barranco. Et super smukt og romantisk sted lige ned til havet, hvor vi tog hen efter nationalmuseet, gik lidt rundt og fik noget at spise. Herefter tog vi hjem da der var en bytur der kaldte på os om aftenen.
Byture er der nok af. Mindst en hver weekend. Salsamusikken kører på fulde drøn i nattelivet og mere eller mindre KUN den slags musik. De første par gange var det meget sjovt og anderledes, men savner efterhånden noget afveksling. Både fra salsa musik og ikke mindst deres synkroniseringer af sange og ikke mindst film. Det virker dybt godnat at se en film med Jim Carrey der snakker spansk. Alle film der bliver solgt rundt omkring er amerikanske film, men på spansk. Savner virkelig at høre noget mere engelsk i hvert fald de film/serier der burde være engelsktalende.
Miraflores. Endnu et af de rigere steder i Lima. Her har vi været på ”pizza street”. Gaden, hvor der ligger diskoteker og restauranter. Her har vi også besøgt en salsaklub en lørdag aften med liveband og masser af dans. Der var utroligt mange mennesker og ekstremt varmt. Puha, men vi had a good time :)
En af strandende har jeg også fået set. Punta Negra hedder den. Et smukt sted med sorte klipper. På en overskyet dag er det super skønt at tilbringe søndag eftermiddag der, men i bagende sol er det nu lige lidt for hot.
Mexico. Dog ikke landet, men et stort ”marked”. Kæmpe høje bygninger fyldt med en masse små tiendas (stande) med tøj. Her var jeg den første weekend med Consuelo, Nenna og Ariana inden jeg også måtte bukke under for mave problemerne.
Omkrng midten af marts rejste faderen, Raul, til USA. Rejsens længde er sat til at være et halvt år så muligvis var det sidste gang vi så ham. Rigtigt trist. Savner hans higen efter at lære små engelske ord. Hverdags ord som kniv, gaffel, flaske osv. Det har vi fået noget tid til at gå med ved køkkenbordet.
Sidste tirsdag d. 24/3 eller rettere natten til denne tirsdag oplevede vi det første jordskælv. Jeg var vågen under dette da jeg igen havde maveproblemer. Hundene begyndte at gø helt vildt, det lød som nogen stod og sparkede løs nede på den store metalport nedenunder og rystelserne kunne mærkes. Inde fra værelset ved siden af kunne man høre Ariana råbe ”mami” og et par sekunder efter blev der banket på vores dør, så vi kunne være klar til at løbe ud. Rystelserne varede ikke længe og vi kunne derfor hoppe under tæpperne igen for den videre søvn.
Søvn blev det ikke meget til for mig for måtte op igen og efter et par timer blev det for meget og jeg måtte et smut på hospitalet. Heldigvis gik dette forholdsvis stærkt, lægen udskrev medicin og jeg kunne komme hjem igen. Det første medicin virkede ikke, men jeg kan love for at den anden slags virkede ret så hurtigt. Så på højkant kom jeg hurtigt igen, men har aldrig før haft de SÅ skidt.
Om torsdagen var jeg med på Consuelos skole, hvor hun underviser. Børnene var helt vilde. Så jeg fik fortalt lidt om Danmark (selvfølgelig på engelsk da hun underviser engelsk) og de prøvede ihærdigt at få støbt spørgsmål og sætninger sammen på engelsk. En god øvelse for dem og jeg havde nu også nogle gode timer der J
Inkamarked i Lince har vi lige været den forgangne weekend (lørdag). Så mange smukke ting og man ville ønske man kunne slæbe det hele med til DK. Men der er jo desværre begrænsning på hvor meget man kan klemme ned i en rygsæk og en håndbagage. Derfor følte jeg mig nødsaget til at købe en stor taske som jeg nu kan tage med som håndbagage. Gaver til familie og venner. Hvis bagagepladsen og pengepungen ville som jeg havde jeg købt rub og stub. Følte mig virkelig som et barn i en slikbutik. Suk suk.
Kirkegårdsbesøg var vi på om søndagen. Det var 2 årsdagen for mormoren død. Først en messe og derefter til graven for at ligge blomster. Var rigtigt trist at se de stærke kvinder der er i familien næste bryde samme af gråd. Kirkegården var smuk og grøn. Grønt græs og masser af træer er ikke noget vi er vant til her i Villa El Salvador, som bare er støv, støv og mere støv. Savner at gå med bare tæer i græsset ligesom i DK. Men det må vente.
Herefter tog vi alle ud og spiste nær kirkegården, hvor stemningen efterhånden tog sig noget af en drejning. Fra gråd til liv og glade dage. Var super dejligt at se og vi havde en skøn dag.
Dette var lige nogen på opleveren. Det næste er jo selvfølgelig det jeg er her for. Nemlig arbejdet. Jeg arbejder mandag, onsdag og fredag morgen/formiddag på en institution Arie. Her er der ti børn med down syndrom delt i to grupper. Orange de ældre børn (5-6 år) og gul de yngste (3-4 år) Børnene bliver disse dage afleveret af familien nogle timer, hvor de har forskellige former for terapi. Bla. Fysiskterapi, sprogterapi og terapi foran en computer, hvor de skal lære at udtale ord. Ca. halvdelen af børnene har slet ikke noget sprog, men andre kan sige små ord. De kan se på en farve og sige, hvilken farve det er osv. De er super søde og nogle er dem er slet ikke helt dumme. De kan putte knapper i en dåse (ligesom vi putter en mønt i en sparegris) og slags pulsespil med figurer og basale ting som at spise, klippe med en saks osv. Får de hjælp til at lære dette sted. Masser af tegninger med fingermalinig, klippe klistre og med almindelige farver er også noget der bliver gjort i samt nogle sange hvor børnene blandt andet skal sige ordet ”bien” i forbindelse af, hvordan de har det.
Fra i dag af er de faktisk kun 9 børn da en af de store skal starte i skole i morgen (tirsdag) var nu lidt trist, men i dag var der også en ny dreng på stedet der muligvis skal starte på stedet i pre school, hvor jeg er. En dreng på tre et halvt og uden sprog.
Har endnu ikke været ude til eftermiddagsjobbet da Consuelo skulle ind til Lima for at hente en bog på universitetet. (Ja hun blev optaget :)) men denne torsdag tager vi derhen for at se, hvad dette sted er for noget. Efter hvad jeg har hørt lyder det spændende så det er jo bare med at komme i gang.
Endnu en dansker har joinet og her i Villa. En fyr på 21 fra Thisted som er udsendt af axsis og som underviser engelsk på cepromup. Også Nanna der er udsendt af Løgumkloster et dukket op her inden flyet for hendes vedkommende går mod nordøst. Så weekenden ser ud til at stå på ”danskerfest” til fejring af Consuelos fødselsdag. Hygge hygge :)
Dette var lige en ”lille” opdatering fra Peru. Nu når det trådløse net endeligt virker J
Alt her er godt og jeg gør alt for at suge selv de mindste detaljer til mig. Pas på jer selv J
Adiós amigos
Nationalmuseet. En kæmpe bygning med masser af kunst af forskellig art. Kun i det første rum var der oversættelse til engelsk, hvilket der nok også burde have været i de følgende rum. Men det var nu meget spændende anyway.
Barranco. Et super smukt og romantisk sted lige ned til havet, hvor vi tog hen efter nationalmuseet, gik lidt rundt og fik noget at spise. Herefter tog vi hjem da der var en bytur der kaldte på os om aftenen.
Byture er der nok af. Mindst en hver weekend. Salsamusikken kører på fulde drøn i nattelivet og mere eller mindre KUN den slags musik. De første par gange var det meget sjovt og anderledes, men savner efterhånden noget afveksling. Både fra salsa musik og ikke mindst deres synkroniseringer af sange og ikke mindst film. Det virker dybt godnat at se en film med Jim Carrey der snakker spansk. Alle film der bliver solgt rundt omkring er amerikanske film, men på spansk. Savner virkelig at høre noget mere engelsk i hvert fald de film/serier der burde være engelsktalende.
Miraflores. Endnu et af de rigere steder i Lima. Her har vi været på ”pizza street”. Gaden, hvor der ligger diskoteker og restauranter. Her har vi også besøgt en salsaklub en lørdag aften med liveband og masser af dans. Der var utroligt mange mennesker og ekstremt varmt. Puha, men vi had a good time :)
En af strandende har jeg også fået set. Punta Negra hedder den. Et smukt sted med sorte klipper. På en overskyet dag er det super skønt at tilbringe søndag eftermiddag der, men i bagende sol er det nu lige lidt for hot.
Mexico. Dog ikke landet, men et stort ”marked”. Kæmpe høje bygninger fyldt med en masse små tiendas (stande) med tøj. Her var jeg den første weekend med Consuelo, Nenna og Ariana inden jeg også måtte bukke under for mave problemerne.
Omkrng midten af marts rejste faderen, Raul, til USA. Rejsens længde er sat til at være et halvt år så muligvis var det sidste gang vi så ham. Rigtigt trist. Savner hans higen efter at lære små engelske ord. Hverdags ord som kniv, gaffel, flaske osv. Det har vi fået noget tid til at gå med ved køkkenbordet.
Sidste tirsdag d. 24/3 eller rettere natten til denne tirsdag oplevede vi det første jordskælv. Jeg var vågen under dette da jeg igen havde maveproblemer. Hundene begyndte at gø helt vildt, det lød som nogen stod og sparkede løs nede på den store metalport nedenunder og rystelserne kunne mærkes. Inde fra værelset ved siden af kunne man høre Ariana råbe ”mami” og et par sekunder efter blev der banket på vores dør, så vi kunne være klar til at løbe ud. Rystelserne varede ikke længe og vi kunne derfor hoppe under tæpperne igen for den videre søvn.
Søvn blev det ikke meget til for mig for måtte op igen og efter et par timer blev det for meget og jeg måtte et smut på hospitalet. Heldigvis gik dette forholdsvis stærkt, lægen udskrev medicin og jeg kunne komme hjem igen. Det første medicin virkede ikke, men jeg kan love for at den anden slags virkede ret så hurtigt. Så på højkant kom jeg hurtigt igen, men har aldrig før haft de SÅ skidt.
Om torsdagen var jeg med på Consuelos skole, hvor hun underviser. Børnene var helt vilde. Så jeg fik fortalt lidt om Danmark (selvfølgelig på engelsk da hun underviser engelsk) og de prøvede ihærdigt at få støbt spørgsmål og sætninger sammen på engelsk. En god øvelse for dem og jeg havde nu også nogle gode timer der J
Inkamarked i Lince har vi lige været den forgangne weekend (lørdag). Så mange smukke ting og man ville ønske man kunne slæbe det hele med til DK. Men der er jo desværre begrænsning på hvor meget man kan klemme ned i en rygsæk og en håndbagage. Derfor følte jeg mig nødsaget til at købe en stor taske som jeg nu kan tage med som håndbagage. Gaver til familie og venner. Hvis bagagepladsen og pengepungen ville som jeg havde jeg købt rub og stub. Følte mig virkelig som et barn i en slikbutik. Suk suk.
Kirkegårdsbesøg var vi på om søndagen. Det var 2 årsdagen for mormoren død. Først en messe og derefter til graven for at ligge blomster. Var rigtigt trist at se de stærke kvinder der er i familien næste bryde samme af gråd. Kirkegården var smuk og grøn. Grønt græs og masser af træer er ikke noget vi er vant til her i Villa El Salvador, som bare er støv, støv og mere støv. Savner at gå med bare tæer i græsset ligesom i DK. Men det må vente.
Herefter tog vi alle ud og spiste nær kirkegården, hvor stemningen efterhånden tog sig noget af en drejning. Fra gråd til liv og glade dage. Var super dejligt at se og vi havde en skøn dag.
Dette var lige nogen på opleveren. Det næste er jo selvfølgelig det jeg er her for. Nemlig arbejdet. Jeg arbejder mandag, onsdag og fredag morgen/formiddag på en institution Arie. Her er der ti børn med down syndrom delt i to grupper. Orange de ældre børn (5-6 år) og gul de yngste (3-4 år) Børnene bliver disse dage afleveret af familien nogle timer, hvor de har forskellige former for terapi. Bla. Fysiskterapi, sprogterapi og terapi foran en computer, hvor de skal lære at udtale ord. Ca. halvdelen af børnene har slet ikke noget sprog, men andre kan sige små ord. De kan se på en farve og sige, hvilken farve det er osv. De er super søde og nogle er dem er slet ikke helt dumme. De kan putte knapper i en dåse (ligesom vi putter en mønt i en sparegris) og slags pulsespil med figurer og basale ting som at spise, klippe med en saks osv. Får de hjælp til at lære dette sted. Masser af tegninger med fingermalinig, klippe klistre og med almindelige farver er også noget der bliver gjort i samt nogle sange hvor børnene blandt andet skal sige ordet ”bien” i forbindelse af, hvordan de har det.
Fra i dag af er de faktisk kun 9 børn da en af de store skal starte i skole i morgen (tirsdag) var nu lidt trist, men i dag var der også en ny dreng på stedet der muligvis skal starte på stedet i pre school, hvor jeg er. En dreng på tre et halvt og uden sprog.
Har endnu ikke været ude til eftermiddagsjobbet da Consuelo skulle ind til Lima for at hente en bog på universitetet. (Ja hun blev optaget :)) men denne torsdag tager vi derhen for at se, hvad dette sted er for noget. Efter hvad jeg har hørt lyder det spændende så det er jo bare med at komme i gang.
Endnu en dansker har joinet og her i Villa. En fyr på 21 fra Thisted som er udsendt af axsis og som underviser engelsk på cepromup. Også Nanna der er udsendt af Løgumkloster et dukket op her inden flyet for hendes vedkommende går mod nordøst. Så weekenden ser ud til at stå på ”danskerfest” til fejring af Consuelos fødselsdag. Hygge hygge :)
Dette var lige en ”lille” opdatering fra Peru. Nu når det trådløse net endeligt virker J
Alt her er godt og jeg gør alt for at suge selv de mindste detaljer til mig. Pas på jer selv J
Adiós amigos
torsdag den 5. marts 2009
Dagene flyver
Saa er der gaaet en weekend og nolge dage..
Hvilken trist weekend. Hvis jeg bare siger mave problemer behoever jeg vidst ikke sige mere. Herre Oev, men det maate jo komme.
Hverdagene gaar med ene undervisning i spansk fra 8-12. Super haardt med 4 timer i streg.
Derefter gaar man hjem for at faa dejlig frokost :)
Men WATCH OUT hvor du gaar. Paa de stovede smaa veje er der masser af hundeeskrementer. det er nogenlunde til at overleve, men naar man saa stoeder ind i et par doede udsplattede mus eller en stor fed doed rotte. Ej puha. det er godt nok ikke saa super dejligt.
AK har derfor nu faaet sig en ny lyd. Finde ¨stor fed doed rotte paa vejen¨ lyd efterfulgt af en ¨vaere ved at kaste op¨ lyd. Til min morskab ;) (til jer der kender AK you know what i mean :P
Vejret er ret saa varmt her. Noget jeg endnu ikke helt har vaennet mig til. Men overlever vel ogsaa dette. Byen er laekker paa trods af alle hundende, deres efterladenskaber samt doede mus og rotter.
Mange ting er sket indtil nu dagene flyver simpelthen. Blandt andet rundtur i Lima Downtown og se mange skoenne skoenne ting.
Vaeret med i traffikuheld med Consuelo da to minibusser konkurrede og tilsidst blev sure paa hinanden. (Der skete intet med os) hvilket endnu engang beviser at de koerer som doed og helvede herovre. Er begyndt at drikke vandet herovre, hvilket der efter halvanden uge ikke er sket noget ved :)
Nettet har virus i la casa de Consuelo saa er lidt svaert at komme paa nettet, hvilket ogsaa goer at man ikke kan huske det hele :s
Men det vigtigste er vel i bund og grund at jeg er begyndt paa det sociale arbejde. vi soeger stadig andre muligheder da dette sted har penge nok. Anyway arbejder med 10 boern med downsyndrom. Super soede. Nogle helt uden sprog og andre med en smule. Foelger dem til de forskellige former for terapi og det sociale samvaer i klassen. Boernene er vidst mellem 3-5 aar. Dejlig alder.
Ellers har vi fundet noget jeg tror jeg starter paa muligvis i naeste uge. Det er et sted utroligt fattige boern kommer hen for at faa noget at spise og hjaelp til lektier med videre. De har et sted at sove om natten, men foraeldrene har ikke raad til at bespise dem. De er mere eller mindre vokset op paa gaden og ved derfor ikke, hvordan man opfoerer sig. Paa stedet er der psykologer der hjaelper med dette. Bliver spaendende hvad dette er. Som sagt soeger vi stadig og jeg vil proeve at kombinere de forskellige ting nu naar jeg jo er forsoegskanin for LK ;)
Sender varme mod DK :)
Hvilken trist weekend. Hvis jeg bare siger mave problemer behoever jeg vidst ikke sige mere. Herre Oev, men det maate jo komme.
Hverdagene gaar med ene undervisning i spansk fra 8-12. Super haardt med 4 timer i streg.
Derefter gaar man hjem for at faa dejlig frokost :)
Men WATCH OUT hvor du gaar. Paa de stovede smaa veje er der masser af hundeeskrementer. det er nogenlunde til at overleve, men naar man saa stoeder ind i et par doede udsplattede mus eller en stor fed doed rotte. Ej puha. det er godt nok ikke saa super dejligt.
AK har derfor nu faaet sig en ny lyd. Finde ¨stor fed doed rotte paa vejen¨ lyd efterfulgt af en ¨vaere ved at kaste op¨ lyd. Til min morskab ;) (til jer der kender AK you know what i mean :P
Vejret er ret saa varmt her. Noget jeg endnu ikke helt har vaennet mig til. Men overlever vel ogsaa dette. Byen er laekker paa trods af alle hundende, deres efterladenskaber samt doede mus og rotter.
Mange ting er sket indtil nu dagene flyver simpelthen. Blandt andet rundtur i Lima Downtown og se mange skoenne skoenne ting.
Vaeret med i traffikuheld med Consuelo da to minibusser konkurrede og tilsidst blev sure paa hinanden. (Der skete intet med os) hvilket endnu engang beviser at de koerer som doed og helvede herovre. Er begyndt at drikke vandet herovre, hvilket der efter halvanden uge ikke er sket noget ved :)
Nettet har virus i la casa de Consuelo saa er lidt svaert at komme paa nettet, hvilket ogsaa goer at man ikke kan huske det hele :s
Men det vigtigste er vel i bund og grund at jeg er begyndt paa det sociale arbejde. vi soeger stadig andre muligheder da dette sted har penge nok. Anyway arbejder med 10 boern med downsyndrom. Super soede. Nogle helt uden sprog og andre med en smule. Foelger dem til de forskellige former for terapi og det sociale samvaer i klassen. Boernene er vidst mellem 3-5 aar. Dejlig alder.
Ellers har vi fundet noget jeg tror jeg starter paa muligvis i naeste uge. Det er et sted utroligt fattige boern kommer hen for at faa noget at spise og hjaelp til lektier med videre. De har et sted at sove om natten, men foraeldrene har ikke raad til at bespise dem. De er mere eller mindre vokset op paa gaden og ved derfor ikke, hvordan man opfoerer sig. Paa stedet er der psykologer der hjaelper med dette. Bliver spaendende hvad dette er. Som sagt soeger vi stadig og jeg vil proeve at kombinere de forskellige ting nu naar jeg jo er forsoegskanin for LK ;)
Sender varme mod DK :)
fredag den 27. februar 2009
Final destination (det naeste stykke tid)
Efter et par festlige afskedsdage var tiden inde til at forlade DK. AK kom hjem til mig med sine foraeldre og vi spiste middag hos os i det Soenderjyske. Derefter var tiden mere eller mindre til at hoppe i seng da vi skulle tideligt op. Dog skulle jeg lige pakke lidt i sidste sekund (typisk Sussie)
Efter et par timers soevn gik turen til the capital KBH. Min mutti havde tagt fri for at koere os. Laekkert :)
Vi fik chekket ind og afsted gik det paa den foerste (korte) flyvetur til London. Vi havde heldigvis ikke lang ventetid i London, men jeg skulle kropsvisiteres TO gange. Saa er det man taenker " Ser jeg virkelig SAA farlig ud??? :s" men efter de havde raget lidt paa mig anden gang fik jeg lov til at stige paa bussen der foerte os til naeste fly.
Den naeste tur var noget saa lang. 9 timer tog det til Miama. OH MY GOD. Og dette var ikke engang den endelige endestation :s
Heldigvis var der et fjernsyn til alle saa fik set mig nogle film, hoert noget musik og set nogle serier foer vi endelig landede.
I Miami skulle jeg heldigvis ikke at blive raget mere paa :) Her havde vi nogle timers ventetid. Vi fik os noget at spise og satte os derefer paa nogle baenke. Noej, hvor var der koldt.
Efter de mange timer i fly havde jeg eftehaanden faet ret saa meget lyst til en smoeg. I London maatte man ihvertfald ikke forlade lufthavnen saa vi chancerne for at maatte forlade lufthavnen i USA regnede vi for minimale. Overraskede blev vi da spurgte og der blev svaret ja. Saa vi gik ud og en lun vind omfavnede os. Vi kiggede paa hinanden og taenkte nice.
Der var en park overfor lufthavnen, hvor vi satte os over og fik taendt en smoeg. At sidde og faa en smoeg i Miami er det vidst ikke alle der kan prale af ;) Super laekkert.
Saa var det langt om laenge tid til at skulle stige om bord paa det sidste fly. Godt traette efter ingen soevn satte jeg mig ind. og saa skal jeg love jer for at jeg sov. Mere eller mindre alle 6 timer den sidste flyvetur varede.
Endelig landede flyet. Endelig var vi i det nye land langt langt vaek fra DK.
Vi blev hentet i lufthavnen af en taxi chauffoer og turen gik nu til vores nye hjem. Det var lige foer jeg ikke troede vi ville naa frem i live for noej, hvor koerer de da raadent. Op i roeven paa deres medtraffikanter over for roedt med hornet i bund, men det vaerste var opbresningnen hvor haandbremsen maatte tages i brug. PUHA!!
Frem i live kom vi og vi kom op paa vores vaerelse, hvor sengenge skreg paa os.
Efter en lang rejse er vi endelig fremme ved the final destination. (ihvertfald stedet der skal huse os de naeste par maaneder.)
Kaempe kulturCHOK i forhold til det velkendte DK. Her i Villa El Salvador er der kun faa asfalterede veje. Alle de smaa gader er bare sammenpresset sand. Solen staar hoejt paa himlen saa der er hot hot her :) Toert sand og hoej sol resulterer i at her ogsaa er en masse stoev. host host.
Der er hunde der render loest paa gaden (De ser lidt farlige ud), men i modsaetning til AK tager jeg det lidt mere stille og roligt. (hehe)
Man kan tydeligt se at det her virkelig er slum/fattig del paa de mere eller mindre faldefaerdige huse og den manglende asfalt paa gaderne.
Paa trods er dette virker folk utroligt flinke.
Familen vi bor hos er super. Den kunne man ikke oenske bedre. En reserve "mor" og "far", en masse "soeskende" (har endnu ikke moedt dem alle) en super nuttet "niece" og en "nevoe" der ogsaa ofte kommer til huset.
Maden her er super laekker. Og hold da op, hvor bliver man serviceret. Man bliver naesten skaeldt ud af moren for at tage af bordet. (En skoen og bestemt kvinde. Saa vi goer det naar hun vender ryggen til. Man faar ekstremt daarlig samvittghed ved bare at sidde og trille tommelfingre mens hun knokler. Men familien er meget tradicionel. Konen gaar derhjemme og laver mad (nogle dage faar vi varmt og forskelligt mad to baade til frokost og inden sengen kalder) hele dagen mens manden i huset tager paa arbjde. Dog er det nogle lidt sjove familieforhold, men kan vaere jeg kommer ind paa dette en andn gang.
Et lille problem er at der kun er en enkelt i familien der snakker engelsk saa man sidder tit og ser ekstremt dum ud naar man endnu langt fra er super ferm til de spanske gloser. (Forhaabentlig bliver det bedre.)
Har paa to dage (igaar og i dag) haft sammenlagt 8 timer. Er super haardt at vaere studerende igen og saa i den varme.. :S
Men overlever vel nok (forhaabentlig)
Tiden her indtil videre er skoen. Glaeder mig til at det spanske bliver noget bedre saa men ikke ligner et ? spoergsmaalstegn konstant.
I morgen skal vi til en fest paa CEPROMUP. De samler penge ind til at for malet klassevaerelserne. Saa har koebt en kylling for at stoette det ( gad godt vide om man faar den kylling :s) Hvis, har vi da til maden paa soendag :)
Chiao for nu. Sender solstraaler til Danmark
Efter et par timers soevn gik turen til the capital KBH. Min mutti havde tagt fri for at koere os. Laekkert :)
Vi fik chekket ind og afsted gik det paa den foerste (korte) flyvetur til London. Vi havde heldigvis ikke lang ventetid i London, men jeg skulle kropsvisiteres TO gange. Saa er det man taenker " Ser jeg virkelig SAA farlig ud??? :s" men efter de havde raget lidt paa mig anden gang fik jeg lov til at stige paa bussen der foerte os til naeste fly.
Den naeste tur var noget saa lang. 9 timer tog det til Miama. OH MY GOD. Og dette var ikke engang den endelige endestation :s
Heldigvis var der et fjernsyn til alle saa fik set mig nogle film, hoert noget musik og set nogle serier foer vi endelig landede.
I Miami skulle jeg heldigvis ikke at blive raget mere paa :) Her havde vi nogle timers ventetid. Vi fik os noget at spise og satte os derefer paa nogle baenke. Noej, hvor var der koldt.
Efter de mange timer i fly havde jeg eftehaanden faet ret saa meget lyst til en smoeg. I London maatte man ihvertfald ikke forlade lufthavnen saa vi chancerne for at maatte forlade lufthavnen i USA regnede vi for minimale. Overraskede blev vi da spurgte og der blev svaret ja. Saa vi gik ud og en lun vind omfavnede os. Vi kiggede paa hinanden og taenkte nice.
Der var en park overfor lufthavnen, hvor vi satte os over og fik taendt en smoeg. At sidde og faa en smoeg i Miami er det vidst ikke alle der kan prale af ;) Super laekkert.
Saa var det langt om laenge tid til at skulle stige om bord paa det sidste fly. Godt traette efter ingen soevn satte jeg mig ind. og saa skal jeg love jer for at jeg sov. Mere eller mindre alle 6 timer den sidste flyvetur varede.
Endelig landede flyet. Endelig var vi i det nye land langt langt vaek fra DK.
Vi blev hentet i lufthavnen af en taxi chauffoer og turen gik nu til vores nye hjem. Det var lige foer jeg ikke troede vi ville naa frem i live for noej, hvor koerer de da raadent. Op i roeven paa deres medtraffikanter over for roedt med hornet i bund, men det vaerste var opbresningnen hvor haandbremsen maatte tages i brug. PUHA!!
Frem i live kom vi og vi kom op paa vores vaerelse, hvor sengenge skreg paa os.
Efter en lang rejse er vi endelig fremme ved the final destination. (ihvertfald stedet der skal huse os de naeste par maaneder.)
Kaempe kulturCHOK i forhold til det velkendte DK. Her i Villa El Salvador er der kun faa asfalterede veje. Alle de smaa gader er bare sammenpresset sand. Solen staar hoejt paa himlen saa der er hot hot her :) Toert sand og hoej sol resulterer i at her ogsaa er en masse stoev. host host.
Der er hunde der render loest paa gaden (De ser lidt farlige ud), men i modsaetning til AK tager jeg det lidt mere stille og roligt. (hehe)
Man kan tydeligt se at det her virkelig er slum/fattig del paa de mere eller mindre faldefaerdige huse og den manglende asfalt paa gaderne.
Paa trods er dette virker folk utroligt flinke.
Familen vi bor hos er super. Den kunne man ikke oenske bedre. En reserve "mor" og "far", en masse "soeskende" (har endnu ikke moedt dem alle) en super nuttet "niece" og en "nevoe" der ogsaa ofte kommer til huset.
Maden her er super laekker. Og hold da op, hvor bliver man serviceret. Man bliver naesten skaeldt ud af moren for at tage af bordet. (En skoen og bestemt kvinde. Saa vi goer det naar hun vender ryggen til. Man faar ekstremt daarlig samvittghed ved bare at sidde og trille tommelfingre mens hun knokler. Men familien er meget tradicionel. Konen gaar derhjemme og laver mad (nogle dage faar vi varmt og forskelligt mad to baade til frokost og inden sengen kalder) hele dagen mens manden i huset tager paa arbjde. Dog er det nogle lidt sjove familieforhold, men kan vaere jeg kommer ind paa dette en andn gang.
Et lille problem er at der kun er en enkelt i familien der snakker engelsk saa man sidder tit og ser ekstremt dum ud naar man endnu langt fra er super ferm til de spanske gloser. (Forhaabentlig bliver det bedre.)
Har paa to dage (igaar og i dag) haft sammenlagt 8 timer. Er super haardt at vaere studerende igen og saa i den varme.. :S
Men overlever vel nok (forhaabentlig)
Tiden her indtil videre er skoen. Glaeder mig til at det spanske bliver noget bedre saa men ikke ligner et ? spoergsmaalstegn konstant.
I morgen skal vi til en fest paa CEPROMUP. De samler penge ind til at for malet klassevaerelserne. Saa har koebt en kylling for at stoette det ( gad godt vide om man faar den kylling :s) Hvis, har vi da til maden paa soendag :)
Chiao for nu. Sender solstraaler til Danmark
Abonner på:
Opslag (Atom)
